Studentermedhjælper til Copydan
Kan du skrive, så det fænger? Har du erfaring med flere forskellige kommunikationsfaglige værktøjer, og er du fuld af gode ideer til, hvordan du kan bringe dem i spil? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i kommunikations- og marketingafdelingen hos Copydan Verdens TV.
Hos Copydan leder vi efter en engageret og struktureret studentermedhjælper, der har lyst til at prøve kræfter med forskellige kommunikationsdiscipliner. Du bliver en del af rettighedsorganisationen Copydan, som arbejder for at sikre kunstnere og kulturproducenters rettigheder.
Du vil i jobbet særligt blive tilknyttet vores store informationsindsats: NabolandsKanalerne, hvor vi arbejder for at sætte fokus på de svenske, norske og tyske tv-kanaler. Vi producerer løbende tekster og materiale til vores egne platforme og til eksterne samarbejdspartnere. Vi søger derfor en studentermedhjælper med flair for kreativ formidling, som kan være med til at løfte denne opgave sammen med de øvrige personer i vores kommunikations- og marketingteam.
Eksempler på opgaver:
• Udarbejdelse af indhold til forskellige platforme (artikler, kortere tekster, print mv.)
• Opdatering af hjemmesider i Umbraco
• Udarbejdelse af nyhedsbreve i Mailchimp
• Understøttelse og hjælp til div. kommunikations- og marketingopgaver, herunder udarbejdelse af programpakker til distributører
• Bistand ifm. kulturelle arrangementer og konferencer
• Håndtering af seerhenvendelser
Lidt om dig:
Du er en begejstret og dygtig skribent og kan hurtigt skrive involverende tekster til nyhedsbreve, hjemmeside og til opslag på sociale medier. Du har øje for kreativ formidling og går samtidig op i, hvor kommaet er placeret. Du har stor interesse for sociale og digitale medier og det er en fordel, hvis du har sans for det grafiske og billedbehandling og fx kan arbejde i InDesign, Photoshop og lignende programmer.
Derudover er det vigtigt, at du tager initiativ, kan arbejde selvstændigt og struktureret og kan håndtere mange sideløbende opgaver og deadlines. Vi regner med, at du læser en videregående uddannelse inden for kommunikation eller journalistik.
Du bliver en del af et kommunikations- og marketingteam med otte kollegaer på en arbejdsplads med en kultur, hvor vi værdsætter en god tone, et godt grin og hyggeligt samvær. Vi har en kantineordning, torsdagsbarer, seminarer og en lang række andre sociale aktiviteter.
Arbejdstiden er 15 timer om ugen fordelt på to faste dage– naturligvis med mulighed for fleksibilitet omkring eksamensperioder.
Ansøgning og kontakt:
Vi ønsker ansættelse snarest muligt, så skynd dig at få din ansøgning og dit CV afsted til hr@copydan.dk. Skriv ansøgning studentermedhjælper i emnefeltet. Vi holder samtaler løbende, og ansøgningsfristen er 3. december.
Arbejdsstedet er Bryggervangen 8, 1., 2100 København Ø.
Om Copydan
Copydan er en rettighedsorganisation, der er skabt og styret af skabende og udøvende kunstnere samt tv-, musik- og filmproducenter. Bag Copydan står mere end 30 medlemsorganisationer, som repræsenterer de mange tusinde kunstnere og kulturproducenter, der sikrer produktionen af musik, film og tv-udsendelser mv. hvert år i Danmark.
Copydan indgår på vegne af kunstnere og kulturproducenter aftaler om betaling for rettighederne til det indhold, de har skabt og bidraget til. På et nonprofitgrundlag fordeler Copydan pengene til medlemsorganisationerne, som sørger for, at pengene kommer ud til de enkelte rettighedshavere.