Gå til indhold Slice Created with Sketch.
Medie- og kulturordførere til i paneldebat, 2019 | © Jeppe Willum Kejser
Konference "Dansk indhold i en ny tv-virkelighed"

Medie- og kulturordførere fra fem partier var samlet til debat tirsdag den 10. september 2019 på konferencen om dansk indhold, som kunstnere og kulturproducenter i regi af Copydan Verdens TV afholdt i Landstingssalen på Christiansborg.

Konferencen, som samlede mere end 200 repræsentanter for den danske medie- og kulturbranche, havde dansk indhold i en ny tv-virkelighed på dagsordenen. Dagen igennem stillede forskere sammen med branchen skarpt på de hovedpunkter, de mener politikerne skal bringe med ind i de kommende medieforhandlinger. Medieordførere var inviteret til at give deres besyv med i forlængelse af branchens opfordringer.

Streamingafgift på 2 pct. henter ikke meget

Siden sidste medieforlig blev indgået i 2018, er der kommet en ny regering til. Det kalder på nye forhandlinger og en ny chance for at se på finansieringsudvalgets anbefalinger i de tre rapporter, som udvalget fik udarbejdet op til sidste medieforlig. Rapporter med konkrete anbefalinger, som eksperter gennem konferencens debatter anbefalede politikerne at tage med til forhandlingsbordet.

Medieordfører fra Det Konservative Folkeparti Birgitte Bergman havde lyttet til, at de 2 pct. som ifølge aftalen skal pålægges streamingtjenester at tage fra deres omsætning i Danmark til investering i dansksproget indhold ikke rækker:

"Vi står ved medieaftalen, men de 2 pct. der er lavet, henter ikke så meget. Selvfølgelig skal de store tech-giganter bidrage. Hvis det totale beløb er 50 mio. kroner, er det ikke mange penge”, sagde hun og fortsatte:

”Jeg vil dykke ned i de tre rapporter og anbefalingerne”.

Lidt anderledes lød det fra Venstres medieordfører Britt Bager. Hun vil gå konstruktivt til nye forhandlinger, som hun gerne vil være med til at fremskynde dog med blik for den streamingafgift, der ligger i den nuværende aftale:

”Vi lagde 2 pct. på. Vi skal se, hvordan det virker, før vi laver det om”, lød det.

Tech-giganterne skal betale skat

Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti stod også fast på den nuværende medieaftale. Han mente dog, at der er god grund til at se på tech-giganternes indflydelse på det danske marked og pålægge dem at bidrage til finansieringen af dansk indhold:

”Der skal en skat på”, sagde han helt konkret.
Også i den nye regering og dens parlamentariske grundlag peger takterne i retning af finansiering fra de internationale aktører.

”Vi skal finde ud af, hvordan de globale spillere kan betale”, lød det fra Socialdemokratiets Jan Johansen, som var mødt op på vegne af partiets medieordfører.

Enhedslistens Søren Søndergaard var enig og vil gå endnu længere for at sikre finansiering til dansk indhold i fremtiden.

”Det er en meget beskeden afgift på streamingtjenester på 2 pct. Det er afgørende med en generel styrkelse af public service. Vi er nødt til at beskatte tech-giganterne, samtidig med at vi har en streamingafgift, og så også beskatte deres annonceindtægter”.

Konference "Dansk indhold i en ny tv-virkelighed", 2019 | © Jeppe Willum Kejser
Konference "Dansk indhold i en ny tv-virkelighed"