Gå til indhold

Konference om medier, magt og ansvar

Hvad skal det næste medieforlig have fokus på?

Hvad skal det næste medieforlig have fokus på?

Kunstnere og kulturproducenter samler politikere, branchen og eksperter til en konference om magt og ansvar i det moderne og digitale medielandskab, vi lever i i dag, og med særligt fokus på, hvad det kommende medieforlig bør indeholde.

Globale platforme sætter i stigende grad dagsordenen for, hvad vi ser og hører – og under hvilke vilkår dansk film, musik og tv kan nå ud til os danskere. Samtidig er børn og unges mediebrug rykket ind på platforme, hvor ansvaret for indhold er uklart, og mis- og desinformation blander sig med dansk public service-indhold.

Hvordan balancerer vi hensynet til brugere, indhold og demokrati? Og hvad betyder det for det kommende medieforlig?

Følg med her, når vi løbende offentliggør oplægsholderne og programmet for årets konference.

Moderator for dagen

Portrætfoto af Nynne Bjerre Christensen

Nynne Bjerre Christensen
Selvstændig moderator, ordstyrer og journalist

Nynne Bjerre Christensen er journalist, uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1999, og har en MA i European Studies fra King's College London. Fra 2005 til 2017 var hun vært på DR2's nyhedsmagasin Deadline, hvorefter hun var medvært på P1's kulturprogram 4. Division frem til 2026. I dag er hun selvstændig moderator, ordstyrer og journalist med stor erfaring i at lede debatter og konferencer om samfund, politik, kultur og medier.

Det kunstneriske indslag

Foto: Nina Von Rikka
Portrætfoto af Sort Samvittighed

Sort Samvittighed
Kunstnerkollektiv

Sort Samvittighed er et prisvindende dansk kunstnerkollektiv, der gennem snart 20 år har sat sit markante præg på dansk scenekunst. Kollektivet er kendt for visuelt overdådige og musikalske forestillinger, hvor humor, poesi, fællesskab og skarpe samfundsobservationer smelter sammen i et helt særligt scenisk univers.

Konferencens oplægsholdere

Foto: Anna Staender
Portrætbillede af David Hopmann

David Nicolas Hopmann
Professor i politisk kommunikation ved SDU

David Nicolas Hopmann er professor i politisk kommunikation ved Syddansk Universitet og medlem af forskningsledelsen for Magtudredningen 2.0. Han forsker bl.a. i nyhedsforbrug og mediernes betydning for borgernes holdninger, viden og demokratiske deltagelse – senest med særligt fokus på, hvordan tech-giganterne påvirker de danske mediers, herunder public service-institutionernes, markedsvilkår.

Portrætfoto af Telli Karacan

Telli Karacan
Partner i Analysebureauet Analyse og Tal

Telli Karacan er partner i analysebureauet Analyse & Tal, hvor hun bl.a. beskæftiger sig med, hvordan algoritmer, platforme og onlinefællesskaber påvirker det indhold, unge møder i hverdagen. Med afsæt i analyser af digitale miljøer har hun et aktuelt indblik i, hvordan nyheder, information og samfundsdebat kæmper om opmærksomheden i et medielandskab præget af sociale medier og konstant indholdsstrøm.

Portræt af Rasmus Kjeldahl

Rasmus Kjeldahl
Direktør i Børns vilkår

Rasmus Kjeldahl er direktør i Børns Vilkår og en markant stemme i debatten om børn og unges trivsel i et digitaliseret samfund. Siden 2013 har han stået i spidsen for organisationen, der blandt andet driver BørneTelefonen og HØRT, som årligt rådgiver over 60.000 børn og unge. Han har tidligere været direktør for Forbrugerrådet samt arbejdet i EU-Kommissionen.

Tid og sted

Konferencen "Medier, magt og ansvar - hvad skal det næste medieforlig have fokus på" finder sted onsdag d. 23. september kl. 9.00-12.15 i Fællessalen på Christiansborg. 


Hvem står bag konferencen?

Kunstnerne og kulturproducenterne i regi af Copydan står bag konferencen på Christiansborg, der hvert år samler folk fra tv-, film- og musikbranchen med det formål at blive klogere på et aktuelt mediepolitisk emne.

Ønsker du at deltage?

Det er gratis at deltage i konferencen, men der er et begrænset antal pladser. Hvis du ønsker at deltage, så kan du skrive til event@copydan.dk. Hvis du har fået en plads, vil du modtage en bekræftelse via mail.