Store tv-oplevelser tæt på dig
NabolandsKanalerne har været eftertragtede lige siden de første tv-dage, hvor mange danskere begyndte at se med 'ind over hækken'. I første omgang mest dem som boede tæt på grænserne og havde en god antenne på taget. Men i takt med, at antenneforeninger og høje antennemaster begyndte at skyde op rundt om i landet, fik endnu flere adgang til de mange gode spillefilm, krimier, dokumentarudsendelser, natur- og musikprogrammer mv. på nabolandskanalerne. I dag kan alle med en tv-pakke følge med.
Et kulturelt og politisk projekt
NabolandsKanalerne giver os en direkte genvej ind til en større forståelse af, hvem det er, vi bor lige ved siden af. Hvor vi ligner hinanden, og hvor vi adskiller os både sprogligt, kulturelt, politisk og på mange andre områder. Derfor spiller det indblik, som adgangen til NabolandsKanalerne giver, også en stor rolle politisk. Vores naboer er fx vores største samhandelspartnere.
Vi har også meget kulturelt og historisk til fælles med vores naboer. Selv om grænserne har rykket sig gennem historien, har tyskerne, svenskerne og nordmændene været vores naboer i over tusinde år. Udover at dele en lang historie sammen, deler vi også helt grundlæggende kulturelle værdier og livssyn.
"Af tyskerne har vi lært alt. Det hele er jo kommet sydfra. Kristendommen, reformationen, romantikken, kulturradikalismen, arbejderbevægelsen, socialdemokratiet, juletræet. Og det har vi ikke rigtigt villet være ved."
Bertel Haarder | MF, Venstre, fra Nabolandsfilmen.dk
Det at kunne følge med i både den politiske og kulturelle udvikling gennem tv fra de lande, vi har de stærkeste relationer til både handelsmæssigt og historisk, er vigtigt for at værne om netop de bånd. Selv det, der sker inden for eksempelvis tv-drama er med til at opretholde fælles forståelse og indsigt i, hvad der rører sig i Sverige, Norge og Tyskland.
Produktioner vi kan spejle os i
NabolandsKanalerne byder hver dag på mange velproducerede udsendelser. Lige fra krimier og dramaserier over flere sæsoner til de helt store spillefilm, fra dagens aktuelle nyhedsudsendelser til dybdeborende dokumentarprogrammer.

Både de nordiske lande og Tyskland har en århundrede lang tradition for at skabe medrivende dramatik i høj klasse. Det gælder også den moderne dramaproduktion på NabolandsKanalerne. Her finder du storslåede historiske periodedramaer og helt aktuelle skildringer, som går under huden på immigration, moderne familieliv mv. Emner vi sagtens kan spejle os i, når vi kigger med fra Danmark.
"Det har været fantastisk at opleve udviklingen af dramaproduktioner i de nordiske lande. Nu er Norge også kommet med, og det er vel det sted i Norden, hvor det udvikler sig mest for øjeblikket."
Mogens Jensen | MF, Socialdemokratiet, i 'Store tv-oplevelser tæt på dig'
Nyheder der udvider horisonten
De fleste tjekker løbende nyheder flere gange dagligt fra mobilen. Men nyhedsudsendelserne på tv spiller alligevel stadig en helt afgørende rolle for, hvad der optager befolkningen mest, når det handler om de nyheder, der er i vælten. Det gælder både i Danmark og i vores nabolande.
Men nyhedsudsendelser er ikke bare nyhedsudsendelser. Det er tydeligt, når man tager en tur rundt på nabolandskanalerne. Nogle steder bliver nyheder serveret hurtigt og kækt, mens der er mere tid til fordybelse andre steder.
"Der er jo lidt en tendens til, at når man ser tv-aviser i øjeblikket, så skal det hele tiden være ud fra det danske perspektiv. Det kan godt være spændende, men det er faktisk mindst lige så relevant at se på, hvad perspektivet er set fra Bayern eller Stockholm."
Lykke Friis | Direktør, Tænketanken EUROPA, fra Nabolandsfilmen.dk
Mangfoldigheden kommer også til udtryk, når det gælder om de mere dybdeborende journalistiske programmer og dokumentarudsendelser. Her spiller NabolandsKanalerne også en vigtig rolle i alt fra afsløringer af globale virksomheders magtstruktur til politiske efterdønninger af murens fald.
Klar til de store tv-oplevelser?
Gå på opdagelse i tv-guiden, få inspiration til din næste tv-oplevelse og følg redaktionens anbefalinger.
Se tv-guiden