Gå til indhold Slice Created with Sketch.
Video Lisbeth Knudsen
© Jeppe Willum Kejser
Lisbeth Knudsen

Strategidirektør hos Mandag Morgen /Altinget, Lisbeth Knudsen har ordet:

"Det vi oplever, som er godt på vej lige nu, det er, at den disruption af mediebranchen, som skete for dagbladene for 10-15 år siden, den er nu i fuld gang på tv-markedet. Det kommer til at gå lynende stærkt med tilbud om flere og flere streamingtjenester og flere og flere on-demand muligheder."

Det er en illusion at tro, at vi kan vende tilbage til, at vi ser det samme på samme tid, og at vi taler om det samme - for det gør vi ikke længere.

Lisbeth Knudsen | Strategidirektør, Mandag Morgen/Altinget

"Vi ser tv og nyhedsudsendelser på alle mulige tidspunkter og fra alle mulige steder. Vi diskuterer det på de sociale medier og i lukkede rum med vores venner, og dem vi kender. Og måske også med nogle, som vi er uvenner med. Vi har ikke længere en fælles offentlighed, det tror jeg, vi må se i øjnene."

"De internationale tech-giganter leverer i dag de distributionsplatforme, som vi ikke kan undvære. Det er vores hovedlandevej, vores motorvej, som ejes af tech-giganterne. Så vi er nødt til at finde måder, hvor vi kan samarbejde, hvor vi kan bruge tech-giganterne til også at sikre, at vi fortsat har en bred demokratisk debat i Danmark. Og at vi har en mangfoldighed af medietilbud i Danmark."

Tech-giganterne må have nogle rammevilkår, som ikke er konkurrenceforvridende i forhold til de danske medier og indholdsproducenter.

Lisbeth Knudsen | Strategidirektør, Mandag Morgen/Altinget

"Det er simpelthen et helt afgørende punkt. Det gælder for streamingtjenesterne og det gælder for tech-giganterne, som Netflix osv. Der må være nogle fælles vilkår, og der er også nødt til at være en lovgivning omkring det, som sikrer, at vi som demokrati kan lægge nogle danske forbehold og nogle danske ting ind, som vi gerne vil have med."

"Vi ser meget tydeligt, at de unge flytter sig fra de traditionelle medier. Både når det gælder radio, tv og på streamingtjenesterne. Der er en generationskløft i forhold til brugen af tv- og musiktjenester. Men dette her stikker langt dybere. Det der præcis sker nu, er det, vi har set med Facebook og Google, hvor de tegner nogle personprofiler af os og kender vores adfærd. De ved, hvad vores venner vælger, præcis hvor vi har været i går og i dag. Og det flytter nu over til streamingtjenesterne, som også begynder at lave personprofiler, og dermed kommer meget tættere på os end de gamle segmenttyper."

"De nye algoritmer kommer til at gå så tæt, at man kunne stille spørgsmålet: Hvorfor var der nogle som tænkte på, at vi skulle have en sporingsapp for COVID? Vi kunne bare spørge Google. De ved meget mere om, hvor vi har været, og hvem vi har været sammen med end sporingsappen nogensinde kom i nærheden af."